uddrag fra kapitlet om ADHD og ADD

Nogle med ADD har tilsyneladende også en hjerne, der er sværere at vække – man kalder det også for lav arousal. De har endnu sværere ved at komme i gang, før nogen helt konkret vækker dem og siger, hvor de skal begynde.

Nogle med ADD svinger mellem vågen hjerne (høj arousal) og den mere sløve hjerne. De kan ikke engang lægge en plan, fordi det er uforudsigeligt, hvilken type hjælp de har brug for.

Generelt kan man ofte hjælpe dem, ved at dele opgaver op i mindre områder for at skabe overblik – indtil de er modne nok til, at de selv kan gøre det.

En ung mand på 20 år fortalte, at han havde fået sin egen et værelses lejlighed, så han kunne flytte hjemmefra. Han var godt i gang med en uddannelse til elektriker og havde generelt håndværksmæssig snilde.

Han ville gøre lejligheden i stand inden indflytningen. Han havde købt malertape, afdækning, pensler, ruller, malerbakker og alt, hvad der skulle til, men han stod i det tomme rum og kunne ikke finde ud af at komme i gang.

En af hans venner kom forbi og undrede sig. Han sagde: ”Du skal jo bare starte med at sætte malertape rundt om døren og langs med kanterne, derefter male kanterne og midten. På den måde kan du fortsætte hele vejen rundt – væg efter væg”.

Den unge mand kunne med vennens bemærkning pludselig overskue projektet, og så gik han i gang og malede det hele på ingen tid. Han kunne ikke selv stå i et tomt rum og dele det ind i fire vægge, men da hans ven gjorde det, fik han overblik, så han kunne komme i gang og blive færdig.